Dagbog om Kanalturen
I perioden den 2. maj til den 20. juni 2010
Søndag den 2/5
Så oprandt dagen endelig hvor vi skal afsted på den tur som vi gennem hele vinteren har siddet og planlagt og glædet os til. Besætningen på Feline er Janne og Aksel og på Sophie er det Rita og Poul Erik. Vores mål er at sejle ned gennem henholdsvis Elbe-Lübeck-Kanalen, via Elbe-Seitekanalen, Mittelandskanalen og Havel-Kanalen til Berlin, og når vi er blevet mæt af storbyens jag, videre ad Die Spree ud til Oder og op til Rügen, hvor vi vil tilbringe en del af sensommeren. Vi har store forventninger til turen, og vi glæder os alle fire til den.
Vi har aftalt med Maj-Britt og Daniel at de kommer med morgenbrød kl. 09.30 så vi kan få sagt ordentlig farvel, Maj-Britt har også en fødselsdagsgave til sin mor, en morsdagsgave og en farsdagsgave, som vi skulle have med på turen fordi vi planlægger at være væk det meste af sommeren. Vi har sovet i båden i nat så vi er klar til at sejle når vi har fået sagt farvel, jeg syntes det er lidt rigeligt koldt men under dynen får vi hurtigt varmen. Aftenen får vi til at gå med at samle vores nye håndholdte VHF og vores nyindkøbte fladskærm, begge dele fungerede fuldt ud tilfredsstillende.
Efter at have hilst af med Maj-Britt og Daniel og Jytte og Gert, kunne vi sejle ud af havnehullet kl. 11.00 med kurs mod vores første mål som bliver Sønderborg, Poul Erik og Rita er sejlet i forvejen og kan melde om næsten havblik ned over Genner Bugt. Da vi senere passerede Genner kunne vi konstatere at det nu var fuldstændigt havblik, meget flot vejr at starte vores fælles tur i.
Vi ankom til Sønderborg kl. 19.00, Poul Erik og Rita var anløbet kl. 16.00 og stod klar til at tage imod os.
Mandag den 3/5
Vi er stadig i Sønderborg, vejrudsigten siger 7 – 13 sek/m NV retning, altså vil vi få vinden ind fra siden i 9 timer hvis vi vælger at sejle ned til Fehmarn i morgen. Nej tak vi tager en dag mere i Sønderborg, slapper af og går på bytur. Mændene gør et godt køb nede i gågaden, og får nogle fine stortrøjer i uld, sat ned fra 599,- til 100,- kr., og pigerne køber strømper i Føtex til 4,- kr. parret.
Vi fejrer det med at købe lækker fisk ind til frokost som vi spiser fælles i Feline; Sild, laks og fiskefrikadeller og Jannes hjemmestegte sild, det gør godt og så med en O.P. Andersson til.
Aftenen gik med at se fjernsyn og aftale, at med den vejrudsigt som blev lovet, ville vi ikke sejle direkte ned til Fehmarn, men i stedet tage en afstikker ned til Kappeln. Havnepenge i Sønderborg er 125,- kr. per døgn for både af vores størrelse. (8,5 meter).
Tirsdag den 4/5
Vi er stået op i ordentlig tid og har klart skib kl. 8.00, der er lidt rigeligt strøm inde i havnen og det blæser lidt men vi får den ind agten, så det bliver en fin sejlads, solen skinner og det er jo dejligt.
Turen ned til Kappeln går fint, vi surfer på bølgerne og går snildt over 7 mil med 1500 omdr., men puha hvor det altså koldt, man skulle tro at det var efterår og ikke starten på maj måned. Vi anløber Kappeln kl. 12.00 og spiser en velfortjent frokost. Rita får en lille en på øjet og vi andre tre går en tur rundt på havneområdet. Rita har lavet nogle dejlige bøffer til aftensmad med et godt glas rødvin til, det falder i rigtig god jord hos os alle, bagefter spadserer vi ud til museumshavnen for at se på de smukke gamle træskibe, og som afslutning på en rigtig god dag, får vi os en ”sundowner”, (en godnatdrink). Havnepenge i Kappeln 12 euro per døgn.
Onsdag den 5/5
Vi står op til solskin men det er stadig rigtig koldt, godt vi har oliefyret det skal ikke køre længe før der bliver rigtig lunt og hyggeligt inden døre i kahytten. Havnemesteren har sørget for rundstykker så vi hygger længe over morgenmaden, derefter skal der gøres klart skib og kl. 9.30 er vi klar til nye eventyr, så vi går op i byen hvor der findes rigtig mange fine butikker. Vi skal ikke have noget særligt men kommer alligevel hjem med både det ene og det andet både til ganen og til båden.
Eftermiddagsturen går langs vandet ud imod Arnis, samt lidt sol på agterdækket. Janne havde lavet stegt laks med hollandaise og grøntsager og sydafrikansk rødvin til aftensmad og bagefter spillede vi et par spil ”Triominus”, et nyt spil som faldt i alles smag.
Torsdag den 6/5
Vi står igen op til en kold dag, det er overskyet og det ser ud til regn. Vores formiddagstur går til Aldi og Lidl og vi skulle som sædvanligt ikke have noget særligt, men kom da alligevel hjem belæsset med alverdens ting, det må være vejret der gør det. Rita havde en stor pakke rejer der var i fare for at tø, dem spiste vi til frokost og var ved at revne, det var lækkert. Så fik vi et godt tips af en anden sejler i havnen, at der længere nede ad havnestien var et slags udsalg af forsikrings skadede ting som man kunne købe billigt, og det skulle vi da ned og se på. Det gav nogle fine indkøb af bl.a. rigtig god rødvin til næsten ingen penge. Nu håber vi snart på lidt godt vejr, det er alt for dyrt i rødvin og ”hyggeting” når det er dårligt vejr, og fjernsynet virker dårligt med den megen blæst fordi masten bevæger sig for meget med antennen i toppen. Det blæser ca. 20 m/sek derude og dønningerne når helt ind i havnen, godt at vi ligger trygt mellem pælene.
Fredag den 7/5
Så står vi atter op til ”dårligt vejr”, det blæser og det regner og det er højvande, så højt at det kniber med at komme op og ned fra bådene. Mændene går på jagt efter en slags trappestige som er tilpas lille og sammenklappelig til at have med i båden. Imens spiller pigerne spil, og hjem kommer mændene med en rigtig fin lille trappestige så alle kan komme i land, vi fandt den ovre i butikken med forsikringsskadede ting til en fin pris. Sikkerhedsgodkendt og kun 138,- kr.
Sidst på eftermiddagen klæder vi os godt på og trodser vejret og går en lang tur. Aftenen går med ”flimmeren” og kaffe sammen med Rita og Poul Erik.
Lørdag den 8/5
Vi startede dagen med at handle ind til en hyggelig frokost, vi fandt en fiskehandler hvor vi købte røget ål for 100,- kr., og gik sammen og fik en O.P Andersson til, det var som sædvanligt hyggeligt.
Mændene var igen henne i den ”billige” forretning for at købe noget mere af den gode rødvin til ca. 10,- kr. flasken, som vi prøvesmagte en flaske af i går, og som var virkelig god, og kom da også hjem belæsset med både rødvin og flere andre gode flasker. I aften skal vi vist bare slappe af og i morgen har vi aftalt at sejle ud til Schleimünde så vi er klar til at sejle over til Fehmarn mandag morgen. Vejrmeldingen lover under 6 m/sek fra vest, så det burde blive en fin tur.
Havnepenge de sidste 2 dage har kun været 6 euro per døgn, der er åbenbart rabat når man ligger over 3 døgn her i Kappeln.
Søndag den 9/5
Så er vi på farten igen vi skal jo ikke så langt i dag, som sagt kun ud til Schleimünde. Det er gråvejr og rigtig ”vandkoldt”, men det er da i det mindste tørvejr. Mændene hilste af med havnemesteren ved at erlægge 10,- Euro for en kasket som de troede at de fik gratis, men så fik pigerne et lille ”billigt grin” og så kom der også noget godt ud af det. Da vi kom ud til Schleimünde som er en meget lille havn, var der en vældig aktivitet, de var ved at renovere både broer og havneområderne.
Havnemesteren var en hyggelig dame og prisen var 11,- euro og så var badet gratis, men vi skulle nu ikke nyde noget for det var ikke så lækkert og det var også ret koldt. Vi kunne heller ikke gå ret meget rundt for der var forbudsskilte over det hele fordi der var fuglereservat helt ned til havnen, så vi hyggede os inde i bådene.